Birgitte

-et site for forældre, fagpersoner og netværk omkring børn med særlige behov

Demetrious Haracopos legatet 2015 blev givet til Birgitte Dahl

 

Demetrious Haracopos legatet er stiftet af Sofieskolen, som er et bo- og skoletilbud for børn og unge inden for det autistiske spektrum, og hvor Demetrious var forstander inden han for 21 år siden grundlagde Center for autisme der er en privat erhvervsdrivende fond.

 

I legatudvalget sidder jeg, Bente Laustsen, som er forstander for Sofieskolen, Marianne Tankred Luckow - som er centerleder for Center for Autisme, og Sussi Haracopos, specialpædagog og tidligere gift med Demetrious Haracopos.

 

Demetrious helligede sig gennem årene arbejdet med børn, unge og voksne med autisme, deres forældre og andre pårørende. Han var i 70’er og 80’erne en af de dominerende kræfter i det pædagogiske og psykologiske miljø, der banede vejen for den specialpædagogiske tilgang til arbejdet med børn med autisme.

 

Demetrious blev især husket for sin store faglighed og sin respektfulde og involverende tilgang til samarbejdet med forældre og andre pårørende. Han blev et ikon for et stærkt fællesskab og fælles forståelse mellem forældre og fagpersoner, der arbejder med at fremme forholdene for mennesker med autisme.

 

Demetrious arbejde byggede på den grundlæggende etiske tilgang, at hvis vi ønsker at barnet med autisme skal lære at respektere vores regler og normer, må vi også lære at respektere barnets særpræg og personlighed. Og han brugte ofte sætningen ”Et hvert menneske har retten til at blive set og hørt”.

 

Det efterlevede Demetrious selv til fulde.

 

Legatets formål er at inspirere og fastholde det arbejde, som psykolog Demetrious ydede til personer med autisme gennem mere end 40 år.

 

Demetrious ånd vil leve videre i vores arbejde med at forbedre vilkårene for mennesker med autisme i Danmark, og det skal dette legat også være med til at fastholde.

 

Det ville virkelig have glædet Demetrious, at dette års legatmodtager tilhører en gruppe, der stod hans hjerte særlig nær.

 

Demetrious har altid kæmpet for, at professionelle skulle indgå i et så gunstigt forældresamarbejde, som overhovedet muligt.

 

Modsat tidligere tiders manglende inddragen, af forældres ekspertviden, om deres eget barn, så var samarbejdet med forældre alfa og omega i Demetrious arbejdsliv.

 

Han var tidligt inspireret af den måde forældre blev medinvolveret i division TEACCH, i North Carolina. Derfor etablerede han i midten af 80’erne, på Sofieskolen et pilotprojekt, med 4-5 forældrepar, hvor målsætningen var at opbygge en struktur, hvor forældre og personale i fællesskab drøftede barnets totale situation.

 

Forældresamarbejde var nærmest et ansættelses kriterie, når Demetrious ansatte personale, og det stod i hurtigt lysende klart, for enhver ansat under Demetrious, at hvis man som professionel følte, at der var vanskeligheder i et forældresamarbejde, så var det i hvert fald aldrig forældrenes skyld.

 

Forældresamarbejdet var en af Demetrious´ inderligste mærkesager hele af livet.

 

Så i år tildeles legatet Birgitte Dahl – mor og forfatter, som der står på dit visitkort.

 

Birgitte - du er mor til Sebastian, som I adopterede 20 måneder gammel fra Bolivia for 16 år siden. Hvad I ikke vidste dengang var, at Sebastian senere fik en autismediagnose. Den rejse – som du selv beskriver det – som det har været at komme dertil, hvor I fik diagnosen, er så fint blevet beskrevet i din bog: ”Med hjerte og hjerne” som blev udgivet i august 2013.

 

I samarbejde med Grennessminde i Birkerød hvor Sebastian gik i skole, startede du i september 2013 et pilotprojekt op, som havde til formål; at fremme og udvikle relationen mellem skole og hjem.

 

Citat: ”Jeg kan ikke påpege nok, hvor vigtigt det er at forældre og fagfolk "går på besøg" i hinandens verdener for at skabe det arbejdsteam, der i fællesskab får barnet i trivsel og udvikling.

 

Jeg håber på at kunne skabe bro mellem synsvinklerne, de forskellige verdensbilleder og følelsesverdener. Give et større forståelsesgrundlag for, hvordan det er at være forælder til et barn med særlige behov og samtidig belyse fagpersonernes tankegang - og på den måde medvirke til et endnu bedre og bevidst samarbejde mellem forældre og fagpersoner. Sebastian og de andre børn med særlige behov forbliver mere eller mindre afhængige af os forældre og systemet resten af livet så - vi kan lige så godt få det bedste ud af det. Det gode går lige ned i barnet”.

 

Og det er på baggrund af dette vigtige arbejde – og som jo er så meget er i Demetrious ånd – at vi I år har valgt, at tildele dig legatet.

 

Du siger, at det er der i dialogen det rykker – og det vil du gerne arbejde meget mere med – en dialog som du oplever, når du holder foredrag og workshops – og vi håber, at vi på denne måde, kan være med til at støtte dit arbejde fremover!

Kære Birgitte det er os en ære at overrække denne pris til dig. Tillykke 

Image description
Image description
Image description

Skolehjem-samarbejdet i focus

Grennessminde Birkerød (GMB) er et specialundervisnings- og dagbehandlingstilbud for børn og unge med særlige vanskeligheder. Skolen har ca.40 elever fordelt på fem specialskolehuse og et STU-tilbud.

Birgitte Dahl opstartede i september 2013 et pilotprojekt i samarbejde med GMB, der har til formål at fremme og udvikle relationen mellem skole og hjem, at skabe større fællesskabsfølelse , viden og forventningsafstemning parterne imellem.

Hver familie har i den forbindelse fået udleveret bogen "Med hjerte og hjerne". Forældrene bliver inviteret med samarbejdende fagfolk omkring skolen til to årlige foredrag og der er ud over skolens øvrige arrangementer nu indført to årlige temaeftermiddage, hvor Birgitte Dahl sammen med skolens souschef Iben Steen, laver oplæg og workshop for forældre og undervisere.

 

Der er fælles tiltro til at disse tiltag fremmer det bevidste samarbejde mellem skole og hjem, og temaeftermiddagene skal skabe et frirum for forældrene, hvor man kan møde andre forældre med lignende udfordringer og dele oplevelser med hinanden - samtidig hører de også undervisernes synsvinkel og parterne har mulighed for at give hinanden indsigt.

Fremover ønsker vi, at flere forældre tilmelder sig og deltageri skolens arrangementer. 

Det tager tid at  skabe ny kultur og skolen fortsætter nu projektet i to år.

Vil du høre mere om Grennessminde Klik her


Image description


Image description


Image description

Forfatteren Birgitte Dahl er født i 1963.

Påbegynder, efter studentereksamen i 1981, musikerstudie på Det Kongelige danske
Musikkonservatorium med obo som hovedfag, Stopper igen efter et år, men har senere taget flere uddannelser.

Uddannet biopat i 1984,

Afspændingspædagog fra Skolen for Kropsdynamik i 1992 ,

Radiograf fra KAS Herlev i 1995 

Arbejdede i disse fag indtil 1999 først
som selvstændig i de unge år og senere i
ansættelsesforhold på Rigshospitalet og på Hillerød Sygehus. Var bl.a. souschef på Hillerød sygehus røntgenafdeling og havde ansvar for radiografelevernes læring og praktik på stedet.

Bliver gift i 1995.
Adopterer Sebastian i 1999.
Etablerer et lille ejendomsselskab i 2004, opkøber, istandsætter og sælger ejendomme og oparbejder selvlært egenskab som projektleder og indretningsarkitekt.
Begynder at skrive:”Med hjerte og hjerne” i 2011. Bogen udgives i august 2013.

Birgitte Dahl opstarter et pilotprojekt i samarbejde med Grennessminde Birkerød september 2013 med formål; at fremme og udvikle relationen mellem skole og hjem. Holder første foredrag i november 2013 og skriver samtidig sin første kronik, som bliver bragt i Politiken. Det sidste år har været præget af foredrag, workshops og samtaler med forældre. Brobygning mellem forældre og fagfolk er i focus.


Respons fra en mor

"Kære Birgitte

Jeg er virkelig så lettet over, at een 'støbning' som du har overskuddet til at tale vores børns sag. Jeg tror at rigtig mange forældre som jeg til børn med særlige behov, kæmper så mange kampe i hverdagen, at det bliver for meget at gøre opmærksom på problematikkerne i medier eller hvor man nu bliver hørt! 
Tusind tak for dit kæmpe overskud til at kæmpe vores alle sammens kamp, Birgitte 
Kh. Marianne "