Kære Birgitte. 

Da jeg begyndte at læse din bog havde jeg ikke forestillet mig, at den ramte mig som den gjorde. Jeg havde en forestilling om hvordan livet med et barn med ADHD er, men du beskriver det så levende og ærligt. Det er så stærkt, modigt og lærerigt. Den bog, tror jeg, kan være en støtte og udvikling til mange forældre, mennesker der arbejder i systemet og behandlere. Noget der ramte mig er, at du også skriver min historie blot med et andet islæt. Jeg er mor til en dreng med et ”usynligt” fysisk handicap. Jeg bliver mødt med ”vær glad for din dreng ikke har kræft” og ”det kunne have været meget værre”. Ja, jeg er glad for min søn ikke har kræft. Men hans sygdom har stor indflydelse på vores liv, skaber angst for hvornår næste gang det sker, igen. Skaber tanker om fremtiden om ikke, at kunne det som andre kan og hele tiden, pas nu på… Angst og bekymring for om hans krop vil kunne blive ved med at bære hans vægt og om han vil blive deform og de både relationelle og fysiske konsekvenser det vil have. Men også konsekvenser for søskende og parforholdet. Jeg kan så godt følge dig i det med sorg og glæde og at føle skyld blot der er en bil der dytter. Det er mig han har arvet sygdommen fra, så er den blot muteret i ham. Glæde, når han ikke sidder på bænken og så stor sorg når han gør. Vi skal hele tiden være omstillingsparate og kan rumme og stå i hans smerte både fysisk og psykisk. Når uheldet er ude og angsten der hele tiden lurer for om han brækker noget i dag. Restriktioner, og påbud er en del af hverdagen for min søn. Hvis jeg ikke havde haft mit Mindfulness og Psykoterapi, er jeg ikke sikker på jeg havde klaret det som jeg har. Men det er meget ensomt at stå i og med. Samt systemets, her hospitalets, måde at tale til en på. Det er ikke nemt at navigere i og jeg syntes endda vi har ressourcer, samt min mand er er læge. Så kan jeg da ikke lade være med, at tænke på hvordan andre oplever det. Vi har noget tilfælles. Nu ved jeg hvad det er. At være mor til et usynligt sygt barn. Og sikkert også meget mere end det. Jeg kunne ønske mig, at vi kunne holde en workshop, foredrag eller andet sammen. Der må være mange forældre som føler sig ensomme og frustreret med deres børns udfordringer og bliver mødt på en ikke støttende måde i systemet, i deres familier og netværk. Både børn med psykiske og fysiske udfordringer. Undskyld, hvis jeg er lidt for direkte – men jeg tænker bare det kunne være brugbart for mange. Det er ikke for at trænge mig på, da du sikkert har gang i meget selv. Det har været en rørende og berigende bog at læse, tak for det. Hvis du har lyst vil jeg blive glad for, at høre fra dig på et eller andet tidspunkt. Kærlig hilsen Anja